AGF - Randers er aflyst

AGF mod Randers er aflyst. Foto: Shutterstock

Den længe ventede superliga-forårsstart kommer ikke i dag. Kampen er blevet aflyst.

Det oplyser 3F Superligaen i et Tweet her til formiddag.

 

Aflysningen sker ikke på baggrund af blæsevejret. I stedet er det baneejeren, der har vurderet, at græsset på Ceres Park vil blive ødelagt af en kamp på nuværende tidspunkt. Derfor er kampen nu blevet udsat.

Til AGFs hjemmeside, siger direktør i AGF, Jacob Nielsen:

"Vi beklager meget de gener denne aflysning påfører vores publikum, sponsorer, modstandere og alle andre involveret i kampen. Men efter en grundig vurdering - og i tæt samråd med Divisionsforeningen og Randers FC - har vi vurderet, at det ikke vil være muligt gennemføre kampen i dag."

Det betyder, at Divisionsforeningen og de to klubber skal finde en ny ledig dato til kampen. AGF fortæller ligeledes, at publikum kan få refunderet billetter ved henvendelse direkte til klubben. 

Publikum havde ellers glædet sig til lokalopgøret, der altid trækker overskrifter og hvor tonen ikke altid er lige god. Nogen kalder de vanlige provokationer mellem de to klubber for venlige drillerier, men når sandheden skal frem, så har de to klubber en rivalisering, der ofte køres ud over det venskabelige. 

Sidst de to hold mødtes, tabte AGF med 2-0 og mange fans fra smilets by var opsatte på revanche. Nu må revanchen vente.