Kunstner-tvillinger maler elefant live udenfor Magasin i Aarhus

Det er tvillingesøstrene Carla og Bjørk Nørremark, der står bag kunstvirksomheden Some Other Waves.

To kvindelige kunstnere, tvillingerne Bjørk og Carla, gør en elefant til et kunstværk, når de maler live uden for Magasin i Aarhus torsdag den 30. maj. Duoen er også kendt som Some Other Waves. Elefanten er en del af sommerens vigtigste kunstevent i Aarhus, hvor 30 dekorerede elefanter kan ses over hele byen og skal få os til at tale om psykisk sygdom.

Tvillingesøstrene Carla og Bjørk Nørremark, der sammen har kunstvirksomheden Some Other Waves, maler loft- og vægmalerier, som de kalder for evighedskunst. De maler i frihånd og blander selv farverne ud fra primærfarverne.

Tvillingerne har malet sammen, siden de var helt små, og deres værker er inspireret af deres fælles barndomsminder ved strandkanter, hvor søstrene og deres familie kunne tilbringe timevis i forsøget på at finde forstenet søpindsvin, hulsten og andre skaller og konkylier. Hvis du synes, du har set dem før, så er de bl.a. med i TV2-programmet "Linde på Langeland".

”Det betyder rigtig meget for os at få lov til at være en del af Find elefanten - oplev Aarhus. Det er en smuk måde at bruge kunsten som talerør og som et visuelt element til at starte samtaler om psykisk sygdom,” siger Bjørk Nørremark.

Og hvorfor lige en elefant?

Vi bliver nødt til at tale om elefanten i rummet. De fleste af os vil på et tidspunkt i livet få en psykisk sygdom, ligesom mange af os er pårørende til en ven eller et familiemedlem med psykisk sygdom. Alligevel har vi nemmere ved at tale om at have ondt i benet end i sindet. Psykisk sygdom er elefanten i rummet. Den fylder en del, men den er svær at tale om og forbundet med en masse fordomme.

Fra den 20. juni til den 21. august 2024 indtager en flok farverige elefanter Aarhus. De flotte elefantskulpturer er malet af nationale og internationale kunsterne, og de vil udgøre en gratis og familievenlig kunstrute gennem Aarhus’ historiske gader og stræder. I ni uger kan både lokale og turister gå på opdagelse i byen og finde de mange elefanter mellem de store seværdigheder og byens gemte perler. 

TID OG STED

Torsdag den 30. maj kl. 18-21

Immervad 2, 8000 Aarhus, Magasin Aarhus