Fjordsgade Skole eksisterede i mere end 100 år som folkeskole, men skal nu omdannes til et nyt forenings- og fritidshus.
Den gamle skole i Fjordsgade skal omdannes til et nyt forenings- og fritidshus, hvor forskellige foreninger og folk på eget initiativ kan komme og gå.
Huset skal indrettes så mange forskellige foreninger og brugere kan benytte faciliteterne. Planen er at der blandt andet skal være plads til yoga og pilates i overetagen, og boksning og kampsport i kælderen. Der vil også blive indrettet et rum, som henvender sig til E-sports-aktiviteter.
”Forenings- & Fritidshuset Fjordsgade bliver et sitrende aktivitetshus, der lever i kraft af brugerne. Man kan kalde det et foranderlighedens hus, hvor funktionaliteten skal udvikle sig i takt med samfundet og lokalområdets ønsker,” siger Anna Hassel, der er arkitekt hos Lokale og Anlægsfonden.
Netop Lokale og Anlægsfonden har valgt at støtte projektet med 1.750.000 kroner.
Faktisk er visionen om at omdanne Fjordsgade Skole til et foreningshus ganske gammel. Helt tilbage i 2012 vedtog Byrådet et visionsoplæg for huset, men nu ser det ud til at visionerne kan blive til virkelighed med de nye midler fra Lokale og Anlægsfonden.
Fleksible lokaler og cafémiljø
Det nye foreningshus skal være samlingssted for de brugere og foreninger, der tidligere blandt andet har benyttet den nu nedrevne Sct. Annagades Skole. Og huset på Fjordsgade skal være et fritidshus, hvor aktiviteterne og brugergrupperne rækker bredt og vidt, fra almindelige foreningers løbende aktiviteter til iværksætteri og uorganiserede foreninger og projekter.
Derfor kommer der til at være en klar opdeling af multifunktionelle rum, der kan bruges af flere forskellige grupper, men også rum, som bliver indrettet til en særlig aktivitet. For eksempel yoga, motorik, e-sport og kreative aktiviteter.
Der vil også blive etableret et cafémiljø i huset, hvor man før, under og efter aktiviteter kan mødes over en vand eller en kaffe og udveksle idéer og erfaringer. Det fortæller Anna Hassel fra Lokale og Anlægsfonden:
”Huset ligger så centralt i en meget spændende del af Aarhus, at det lige præcis her skaber rammen om det moderne fritidshus. Huset vil opleve både eksisterende foreninger styrkes og nye fællesskaber blomstre op og vil kunne rumme det. Og det er ikke kun den indvendige del af Fjordsgade (Forenings- og fritidshus), der er interessant. De omkringliggende aktivitetsmuligheder i området, gør det ligeledes muligt for hele familien at udfolde sig i det samme tidsrum, om det er i forenings- i uorganiseret eller individuelt regi.”