Det var historisk, da Aarhus Universitetshospital i dag markerede, at det snart er slut med hospital på det tidligere Århus Amtssygehus på Tage-Hansens Gade. De sidste behandlinger på matriklen foregår i denne måned
Flere hundrede nuværende og tidligere medarbejdere på Aarhus Universitetshospital, Tage-Hansens Gade tog i dag afsked med de smukke, røde bygninger, der i mere end 80 år har været hospital for aarhusianerne. Markeringen skete ved hospitalsporten, hvor det ikoniske hospitalsskilt: "Helbrede, Lindre, Trøste" blev taget ned. Skiltet bliver bragt til Skejby, hvor det skal hænges op i de nye omgivelser.
Hovedtaleren ved arrangementet var tidligere cheflæge på Århus Amtssygehus, Anne Thomassen:
"Når jeg træder ind ad porten til hospitalet, føler jeg mig omfavnet af både bygninger og det fantastiske samarbejde og sammenhold, som der er på Amtssygehuset. Man kan spørge, om det er en sørgmodig dag i dag, men det mener jeg ikke, at det er. For bygningerne er 83 år gamle, og det er en passende alder at gå på pension særligt efter en flot livsindsats i forhold til behandling, forskning og uddannelse. Vi skal være stolte over det, der har været, og jeg ser frem til, at hospitalet lever videre i de nye rammer. Jeg ved, at I tager stedets ånd med til Skejby," sagde Anne Thomassen i sin tale.
Patienter får bedre fysiske rammer
Én af de fremmødte ved markeringen var ledende overlæge på Blodsygdomme, Niels Frost Andersen:
"Særligt for vores afdeling har ordene 'Helbrede, Lindre, Trøste' stået for noget specielt, fordi det for os er kernen i, hvad vi er sat i verden for. For vores første mål er at helbrede, og når det desværre ikke altid kan lade sig gøre, så både lindrer og trøster vi. Det gør, at vi har et helhedsperspektiv på det enkelte menneske. Det bliver også en fordel for patienterne, at vi snart befinder os samme sted som for eksempel Blodbanken og Stråleterapien, som en del af vores patienter er tilknyttet," siger Niels Frost Andersen.
Skiltets ord symboliserer hospitalets atmosfære
Også klinisk sygeplejespecialist på Mave- og Tarmkirurgi, Henriette Vind Thaysen, var med til at tage afsked med Tage-Hansens Gade, som har dannet rammen om hendes arbejdsliv, siden hun blev uddannet sygeplejerske i 1993.
"Det er her, jeg har lært mit håndværk, og det er her, jeg er vokset op som sygeplejerske. Ordene 'Helbrede, Lindre, Trøste' er så sigende for den atmosfære, der er på Tage-Hansens Gade. Det er et lille sted, hvor alle kender alle, og det kommer jeg nok til at savne. Samtidig kan jeg godt mærke, at omgivelserne ikke er tidssvarende, så selvom det er med blandede følelser, glæder jeg mig rigtig meget til at flytte de nye rammer i Skejby," siger Henriette Vind Thaysen.