Pimp your Condom på Klostertorvet i dag

Kondomer kan være nok så kedelige at se på, og det skal der laves om på. Sex og Samfund inviterer derfor til Pimp your Condom, hvor du kan skabe flot kondomkunst på Klostertorvet.

Mens Pimp My Ride er et yderst populært TV-program, hvor deltagerne kan få pimpet deres gamle skrotbiler, så er det noget lidt andet, som aarhusianerne kan få pimpet i løbet af mandagen.

I forbindelse med Aarhus Festuge afholder Sex og Samfund, Pimp your Condom, hvor du har mulighed for at pimpe et kondom, så latex-ballonen visuelt kan blive lidt kønnere at se på. Kondomer kan nemlig være ret så kedelige og derfor opfordrer Sex og Samfund til, at man dukker op og skaber et rent mesterværk.

Glitter, farver og bling på ballonen

Mulighederne er mange, når Klostertorvet for en kort stund omdannes til et atelier af kondomkunst. Glitter, farver og bling er blot nogle af de redskaber, du har at gøre godt med, når du skal udsmykke kondomerne. Arrangementet skal ses som et lille forskud på den landsdækkende kampagne Sunhedsstyrelsen kører hvert år.

"Det er i forbindelse med, at Sundhedsstyrelsen tager hul på deres årlige kampagne, for at få fokus på sikker sex. Den starter faktisk først officielt på onsdag, men nu har i (aarhusianere red.) fået lov at tyvstarte grundet festugen," fortæller presseansvarlig for Sex og Samfund, Thea Gregersen.

Du har mulighed for at pimpe kondomer med din bedste kondomkammerat på Klostertorvet i Aarhus fra klokken 15:00 til 17:00 i dag. Det kræver ikke nogen tilmelding, og du behøver ikke selv at medbringe gummi. For en god ordens skyld bør det måske nævnes, at kondomerne naturligvis ikke bør tages i brug, når de er blevet dekoreret.

"Haha nej. Det er kun til at kigge på. Vi kan hvert fald ikke anbefale, at de bliver taget i brug," lyder det fra Thea Gregersen.