NorthSide 2019 starter igen på en torsdag

Den tiende udgave af NorthSide afvikles i Ådalen i Aarhus i dagene 6.-8. juni 2019

Der er sket meget med NorthSide, siden festivalen startede i 2010 som et endagsarrangement, hvor fem danske bands blev præsenteret på en enkelt scene. Når NorthSide rulles ud til sommer, optræder mere end 40, primært internationale navne, fordelt på tre scener. Det sker naturligvis henover tre dage i Ådalen ved Aarhus.

Til næste år kan man opleve de mange bands, pop-up-events, Sideshow, Kolonihaven, et 100% økologisk madudvalg og meget mere i dagene torsdag den. 6. juni til lørdag den 8. juni 2019.

"Dette års festival var første udgave, hvor vi havde lagt første festivaldag på en torsdag, og det gik så godt, at vi vil fortsætte på samme måde fremadrettet. Vi havde en ambition om at lave en opbygning, hvor vi sluttede med et brag lørdag i stedet for en mere stille søndag, og det syntes vi i den grad lykkedes. Ifølge Epinion foretrækker 69% nu, at NorthSide starter om torsdagen, og da i alt 86% enten foretrækker den nye struktur eller vil feste med os uanset, hvornår vi ligger i løbet af ugen, så føler vi os bekræftet i, at dette var den rigtige beslutning for NorthSide," siger talsmand for festivalen, John Fogde.

De første navne bliver snart præsenteret

Med valget af festivaldatoer er første skridt taget i planlægningen af næste års NorthSide.

Det kan desuden afsløres nu, at billetsalget sættes i gang torsdag 1. november kl. 10.00 via festivalens hjemmeside Northside.dk, hvor der vil være adgang til både endags- og partoutbilletter. Derudover vil der også være mulighed for at købe hotelpakker og oprette ratebetaling til køb af partoutbilletter. Se her for mere information.

Det forventes desuden, at de første navne til plakaten vil blive offentliggjort senere på måneden.