AGF har indgået en 15-årig samarbejdsaftale med fodboldakademiet El Cambio i Masaka, Uganda, som gennem de seneste syv år er opbygget af danskeren Thomas Thor, og som har den tidligere AGF-spiller Mads Frost i bestyrelsen. Scout i AGF, Michael Kryger, der har mangeårig erfaring med dansk fodbold, både i Superligaen og på højeste ungdomsniveau som træner og assistenttræner, bliver sportschef på akademiet.
De første tre spillere fra akademiet har allerede været på besøg i AGF, og planen er, at de mest talentfulde drenge- og pigespillere fra akademiet får chancen for at forfølge deres drøm om at blive professionelle fodboldspillere på AGF’s eget akademi.
AGF’s direktør, Jacob Nielsen, har gennem længere tid haft samtaler med Thomas Thor og Mads Frost omkring akademiet og har med en delegation fra AGF besøgt El Cambio i Uganda for at se på forholdene og møde spillerne og de mange medarbejdere, der er tilknyttet akademiet.
- Vi har igennem længere tid søgt udenlands efter en strategisk samarbejdspartner for at styrke vores talentprogrammer, nu hvor vores nye Akademi står færdig på Fredensvang i efteråret 2024. De fleste afrikanske akademier, der har mangeårig succes og samarbejdsaftaler med europæiske klubber, er baseret i Vestafrika, hvor vi også har været i dialog med flere i denne proces, men da vi lærte El Cambio at kende, var vi ikke i tvivl om, at vi skulle være nogle af de første til at investere i Østafrika, siger direktør Jacob Nielsen og tilføjer:
- Med den stærke danske tilknytning og ikke mindst i et land med små 50 mio. indbyggere, hvor talentpotentialet er enormt, er El Cambio i Uganda en fantastisk mulighed for at tilføre AGF stor sportslig værdi og styrke vores mulighed for at tiltrække attraktive, salgbare talenter.
Jacob Nielsen er meget imponeret over det projekt, han har set i Uganda.
- I mine 20 år i fodbold har jeg ikke set et så professionelt og gennemarbejdet projekt som dette. Thomas Thor har helt fra bunden opbygget et unikt akademi, der med stor social ansvarlighed giver drenge og piger muligheden for ikke alene at forfølge drømmen om at blive professionelle fodboldspillere, men også en uddannelse under trygge forhold. Som fodboldklub vil vi gerne støtte dette arbejde samtidig med, at vi ser muligheden for at styrke AGF sportsligt ved i fremtiden at kunne tilknytte både drenge og piger til vores bedste talenthold eller 3F Superliga- og Gjensidige Kvindeligaholdet, siger Jacob Nielsen om samarbejdet.
El Cambio har i dag 62 elever tilknyttet – 48 drenge og 14 piger, som alle er på et fuldt stipendium, til de er færdige med deres uddannelse. Eleverne er udvalgt efter en grundig scoutingproces, før de bliver inviteret til et prøveophold på akademiet, og målet er, at de dygtigste får muligheden for en fodboldkarriere i udlandet eller et scolarship i USA. Blandt ambassadørerne for El Cambio finder man Rasmus Højlund, Kasper Hjulmand og Morten Olsen.
Trebenet filosofi
El Cambio bygger på en trebenet filosofi med fokus på uddannelse, fodbold og karakteropbygning.
-Uddannelse er helt centralt for alt, hvad vi laver på akademiet. Samtidig mener vi, at vi har et set up omkring vores fodbolduddannelse, som gør os i stand til at udvikle fodboldspillere i verdensklasse. Men det er lige så vigtig en del af vores filosofi, at opholdet på akademiet skal være karakteropbyggende, så de unge mennesker bliver fremtidige rollemodeller i Uganda, siger stifter af akademiet, Thomas Thor.
Han har rig erfaring fra lignende projekter, og for AGF har det været afgørende, at Thomas Thor har know how og erfaring med at arbejde i Afrika og med fodboldakademier. Thomas Thor har tidligere arbejdet for ”Right to Dream”-projektet i Ghana, men står altså nu på egne ben i Uganda. Mads Frost, der er uddannet advokat, har en fortid som professionel fodboldspiller i både AGF og Aarhus Fremad.
- Noget af det udfordrende ved at arbejde oversøisk er, at du skal have partnere, som du har tillid til, og som har kendskab til den lokale kultur, normer, regler og så videre. Det har Thomas, og hans grundtanker om, at akademiet skal ”give noget tilbage” til det ugandiske samfund, er i høj grad medvirkende til, at vi går ind i dette samarbejde, og alene det giver projektet mening, siger Jacob Nielsen.
AGF-scout Michael Kryger bliver sportschef på akademiet.
- Jeg glæder mig meget til den spændende udfordring i Uganda og samarbejdet med Thomas, som jeg allerede har fået en stærk relation til, og de andre medarbejdere og ser frem til at bidrage med mine erfaringer til at udvikle både akademiet og de unge spillere, siger Michael Kryger
Samarbejdsaftalen træder i kraft 1. juli.