Århusiansk bokser i stor revanchekamp i Ceres Arena

Der er en europæisk fjervægtstitel på spil, når den århusianske bokser Dennis Ceylan møder Jesus Sanchez i en revanchekamp den 24. november i Ceres Arena i Aarhus.

Det er alt eller intet for Dennis Ceylan, når han skal forsøge at revanchere det KO-nederlag han led i anden omgang til Sanchez den 10. marts i Struer. Den tidligere europamester har samtidig chancen for at genvinde mere europæisk hæder i form af EU-titlen.

"Jeg er rigtig glad for at få revanchekampen mod Sanchez," siger 29-årige Ceylan, der blev knockoutet tilbage i marts.  

"Men denne gang bliver det anderledes. Jeg er ikke bange for ham. Han har måske slået mig før, men det sker ikke igen. Nu ønsker jeg hævn. Denne kamp er alt eller intet for mig. Hvis jeg vinder, er min karriere tilbage på sporet, men hvis jeg taber, går jeg på pension," slår Dennis Ceylan fast.

Selvtillidsfyldt Sanchez

Sanchez vender tilbage til Danmark fuld af selvtillid efter sin imponerende knockout-sejr, og han er klar til det, han ser som sit tredje møde med Ceylan.

"Vi sparrede sammen i 2017, mens du trænede i Madrid, og jeg gav dig en lektion. Vi boksede i Struer, og jeg slog dig ud. Den tredje gang vi mødes, vil det ikke gå anderledes," siger den spanske mester direkte til den århusianske bokser.

"Det er altid farligt at forudsige en knockout, fordi du risikerer at kigge efter et stort slag og åbner dig selv for træffere. Derfor er jeg tilfreds med blot at forudsige en sejr - det bliver på point eller før tid," tilføjer Jesus Sanchez.

Promotor Nisse Sauerland fortæller, at han er begejstret for at bringe ”big-time” boksning tilbage til Aarhus og han mener, at Ceylan skal bokse op til sit bedste for at besejre Sanchez.

"Vi glæder os til at vende tilbage til Aarhus til endnu en stor aften med boksning den 24. november. Dennis led et stort nederlag sidste gang han delte en ring med Sanchez, men nu har han chancen for at få hævn. Og  efter 12 hårde måneder vil EU-titlen være et enormt boost for Dennis og bringe ham tilbage på EBU- og VM-sporet, men som vi så i marts, skal han bokse op til sit bedste for at slå Sanchez," siger Sauerland.

EU-fjervægtsmesterskabet mellem Dennis Ceylan og Jesus Sanchez i Ceres Arena den 24. november får et såkaldt undercard med de største danske talenter. De kampe vil blive annonceret i de kommende uger. Salget af billetter begynder fredag 26. oktober kl. 9.00 hos www.ticketmaster.dk