Royal Run er netop løbet af stablen, og i den forbindelse har det populære motionsevent bestilt en analyse fra Teleselskabet 3 af, hvor mange besøgende der deltog ved de fem forskellige Royal Run-løb. I Aarhus var tallet imponerende.
3 har ved hjælp af anonymiserede mobilitetsdata trukket fra deres landsdækkende 5G-netværk lavet et estimat af, hvor mange, der besøgte dette års Royal Run, som blev holdt mandag 2. pinsedag i fem danske byer over hele landet.
“Det er notorisk svært at vurdere, hvor mange mennesker, der deltager til offentlige arrangementer, hvor der ikke kræves billet. Men hos 3 har vi udviklet et værktøj, hvor vi via vores telenetværk kan trække anonymiserede og aggregerede data, der viser, hvor mange mennesker, der befinder sig i et bestemt område på et bestemt tidspunkt. Derfor kan vi levere indsigter som f.eks. besøgstal til Royal Run, ” siger Jeppe Waidtsløw, Head of Business Development hos 3.
For de fem løbsområder fordelt i Aarhus, Brønderslev, Fredericia, København/Frederiksberg og Kalundborg, var der i deres mest besøgte time samlet stigning på 58,2% i forhold til, hvad 3 registrerede i eventområderne de samme timer 2. påskedag som også var en mandag og en helligdag.
I Aarhus var besøgstallet på 62.257 i forhold til 44828 sidste år. Det er en stigning på 38,9%.
“Vi har heldigvis altid set en stor opbakning til Royal Run i vores værtsbyer, men det er jo rigtig fint, at vi med tal også kan påvise og måle, hvor mange der faktisk kom og tog del i motionsfesten, også selvom de måske ikke selv skulle deltage. Den opbakning er vi naturligvis rigtig glade og stolte over,” siger administrerende direktør i Danmarks Idrætsforbund og medlem af Royal Runs styregruppe, Morten Mølholm Hansen.
Sådan trækkes tallene:
-
Daglig registreres og anonymiseres mere end 600.000.000 mobilsignaler til 3's netværk i Danmark.
-
De anonymiserede og aggregerede mobilsignaler omsættes til mobilitetsbevægelser ved hjælp af en data science-baseret beregningsmodel, som 3 har udviklet (PinPoint).
-
Analyser gøres repræsentative for hele Danmark og leveres i dashboards og rapporter.