Nye priser i busserne: Det bliver dyrere at rejse for pensionister og pendlere

Nogle billettyper får et nøk i vejret. Foto: Midttrafik

19. september ændrer Midttrafik priserne på at tager med bussen.

Midttrafiks bestyrelse har godkendt nye priser, der gælder fra 19. januar i år. Nogle billetter ændrer pris, mens andre fortsætter på samme niveau som i 2019. Det oplyser Midttrafik i en pressemeddelelse. 

Rejsekort og klippekort

Prisen på rejsekort på grundtakst (uden rabat) og klippekort i Midttrafik app ændres. En 2 zoners rejse for en voksen stiger fra 17 kr. til 17,60 kr. Børn får 50 % rabat og pensionister/førtidspensionister får 25 % rabat i forhold til prisen for en voksen.

Mængderabatten på rejsekort er fortsat 10 %, 25 % og 40 % afhængigt af, hvor meget man rejser.

Med rejsekort får man yderligere 20 % rabat, når man rejser uden for myldretid (hverdage kl. 11.00 - 13.00 og kl. 18.00 - 07.00 og hele dagen i weekender og på helligdage).

Pendlerkort

Prisen for pendlerkort er aftalt med togselskaberne DSB og Arriva, fordi pendlerkort er et fælles produkt, der gælder i både busser, letbane og tog.

Et 2 zoners pendlerkort for en voksen til 30 dage stiger fra 380 kr. til 384 kr. Børn får 50 % rabat og pensionister/førtidspensionister får 25 % rabat i forhold til prisen for en voksen.

Pensionistkort i Aarhus (deltidskort)

Alle borgere i Aarhus Kommune fra 65 år og op samt førtidspensionister kan købe et pensionistkort (deltidskort) til busser og letbane i hele Aarhus Kommune. Prisen ændres fra 180 kr. til 185 kr. for 30 dage.

Flere billettyper ændres ikke

Der er en række billettyper, hvor prisen ikke ændres. Det gælder enkeltbilletter, pensionistkort (årskort) og tillæg til lufthavnsbusser til Aarhus Lufthavn og Billund Lufthavn.