Mød kandidaterne: Kirstine Bille fra SF

Foto: SF

Kirstine Bille har dybe rødder på Djursland: Her er hun født, opvokset og bosiddende i dag. Kirstine Bille er en erfaren politiker både lokalt og regionalt. Et evigt nysgerrigt og videbegærligt menneske som brænder for klimaet og den danske natur.

Til daglig er Kirstine faglærer i teknisk engelsk på Viden Djurs i Grenaa. Her uddanner hun fremtidens håndværkere. Det er hun stolt af. For Danmark har brug for dygtige håndværkere.

Erfaren politiker

Det er ikke første gang, Kirstine Bille deltager i en valgkamp. Hun har i det hele taget mange års erfaring som politiker. Djursland står hendes hjerte nær, men hun er også meget optaget af EU-området:

”Jeg har flere års erfaring med EU-politik. For nogle år tilbage blev jeg udpeget af Regionsudvalget til at arbejde meget specifikt med EU-området i et særligt udvalg. Jeg har især fokus på, at borgerne faktisk har indflydelse på EU. Borgerne skal bare gøres opmærksom på det nogle gange. Det er jeg bevidst om. Jeg oplever, at EU er virkelighedsnært for borgernes hverdag. Mange beslutninger i Bruxelles påvirker danskernes hverdag”, udtaler Kirstine Bille.

Klimaet og borgerne i fokus

Kirstine Bille har ikke brug for megen betænkningstid, når hun skal sætte ord på sine vigtigste mærkesager på EU-området. De allestedsnærværende klimaforandringer berører Kirstine Bille dybt. Både som almindelig borger og som politiker. Der skal handles, før det er for sent:

”Vi skal erkende, at klimaudfordringerne skal knækkes i fællesskab. Vi må finde fælles løsninger, hvis det virkelig skal gøre en forskel. Sammen er vi stærkest. Vi skal blandt andet lave en grøn omstilling inden for både transport og landbrug i EU. Det er store syndere i CO2-udledningen i dag. Klimaudfordringerne hænger også sammen med naturgenoprettelse, som jeg er dybt engageret i. Der findes flere fonde i EU, som er øremærket til naturgenopretning”.  

De fleste kandidater til Europa-Parlamentet kan ofte blive enige om én ting: At EU skal fylde mere i danskernes bevidsthed. Her er Kirstine Bille ingen undtagelse. EU skal være ”borgernes EU”:

”Vi skal tage EU til os. Det sker kun, hvis vi forstår, at EU er et politisk fællesskab med en gensidig afhængighed. Det er en stor kommunikationsopgave, som alle politikere uanset partifarve skal tage på sig. En større gennemsigtighed er samtidig en forudsætning for et stærkt fællesskab i EU. Derfor er det problematisk, at Ministerrådet er lukket land for den almindelige borger. Man kan ikke få indsigt i, hvad der bliver stemmer ja og nej til”, konstaterer Kirstine Bille.      

Dårlig mediedækning af EU

Det er ingen hemmelighed, at stemmeprocenten til Europa-Parlamentsvalget er væsentlig lavere end til Folketingsvalget. Her bærer medierne også et stort ansvar, hvis man spørger Kirstine Bille. Når mediedækningen er så mangelfuld, kan politikerne råbe nok så højt:  

”Alt for få journalister i Danmark dækker EU-området. Der er ikke meget mere end 10-12 journalister, som formidler det til danskerne. Til sammenligning dækker næsten 200 journalister Folketingsvalget. Medierne glemmer alt for ofte historien om, hvordan EU-politik påvirker os positivt her i Danmark. Et konkret eksempel er roaming-afgiften, som er blevet ens i hele EU. Det er faktisk blevet markant billigere at snakke sammen på tværs af landegrænser”, siger Kirstine Bille.     

Naturmenneske og livsnyder

Kirstine Bille bruger de fleste af sine vågne timer på at føre valgkamp. Der er ikke den store forskel på, om kalenderen siger onsdag eller søndag. Kirstine Bille ser derfor frem til at dyrke sine store interesser, når valgkampen er ovre. Naturoplevelser og lidt godt til ganen er koncentreret livskvalitet:  

”Jeg har altid interesseret mig meget for fugle. Jeg har en kikkert både hjemme og i en taske i bilen. Fra d. 1. april til d. 1. november sidste år talte jeg 22 arter i min have. Det er desværre færre end året forinden, hvor jeg nåede op på 27 arter. Det bekymrer mig. Gad vide, om klimaforandringerne spiller ind? Jeg elsker også god vin og øl. Interessen for vin fik jeg helt naturligt som vintjener under min studietid. Og jeg sværger meget for belgisk øl. Jeg har endda brygget øl selv. Tidligere holdt jeg endda foredrag om øl”, udtaler en begejstret Kirstine Bille.