I løbet af lørdagen åbnede Aarhus Universitetshospital en ny testfacilitet for coronavirus. Man skal kontakte sin praktiserende læge først og kan derefter blive visiteret til en drive-in test.
For at kunne imødekomme behovet for at teste flere personer for ny coronavirus (COVID-19), er Infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital ved at indføre en ny testmulighed: En såkaldt drive-in, hvor man kan komme kørende og få lavet en test af en medarbejder, mens man sidder i bilen.
"Det er dog helt afgørende, at bekymrede borgere ikke kører hen til den nye drive-in uden først at have ringet til deres praktiserende læge - eller vagtlægen udenfor lægens åbningstider," siger Lars Østergaard.
De personer, som kan testes i den nye drive-in, vil være borgere, som kun har få symptomer på ny coronavirus (COVID-19). Det kan f.eks. være snue, hoste eller muskelømhed. Samtidig skal man have været i et af de områder, hvor der sker smittespredning, eller have været sammen med nogen fra de lande, der er syge.
Det er stadig den praktiserende læge (eller vagtlægen), som afgør, om borgeren lever op til case-definitionen for ny coronavirus. Den seneste case-definition kan ses i Sundhedsstyrelsens nyeste retningslinje for ny coronavirus (COVID-19).
Lægen ringer og fortæller om resultatet
Hvis den praktiserende læge (eller vagtlægen) vurderer, at personen lever op til kriterierne, ringer han til en læge på Infektionssygdomme. Hvis personen skal kaldes ind til en test, vil man derfra aftale, hvornår man kan køre ind til test på Aarhus Universitetshospital.
Når personen er testet i den nye drive-in, skal man køre hjem igen og opholde sig uden fysisk kontakt til andre, indtil testresultatet forligger. Uanset om resultatet er positivt eller negativt, vil man blive ringet op af Infektionssygdomme, som vil fortælle, hvordan man nu skal forholde si