Som del af sit sommertogt med Kongeskibet Dannebrog gæster Hendes Majestæt Dronningen Aarhus i dagene 5. og 6. juni, hvor byen vil fejre hende i anledning af 80-års fødselsdagen
Hendes Majestæt Dronningen fylder 80 år 16. april. Derfor står Aarhus klar med en stor, folkelig fejring, når Dronningen som del af sit sommertogt over to dage i juni gæster byen.
Borgmester Jacob Bundsgaard er vært og ser frem til nogle festlige dage i juni:
”I Aarhus har vi meget ofte glæde af Hendes Majestæt Dronningens tilstedeværelse, men det er første gang, hun ankommer til Aarhus som del af et officielt sommertogt med Kongeskibet Dannebrog. Det giver os en kærkommen mulighed for at holde en stor fejring af hendes 80-års fødselsdag – og samtidig præsentere hende for forskellige sider af byens mangfoldige liv. ”
Anløber ved Havnepladsen
Sommerbesøget indledes grundlovsdag 5. juni kl. 10 med anløb af Kongeskibet Dannebrog ved Havnepladsen i Aarhus Midtby. Her modtages Dronningen af blandt andre borgmester Jacob Bundsgaard og en festklædt by, som over de næste par dage vil byde på et væld af oplevelser og vise nye sider af Dronningens Aarhus.
Efter anløbet på Havnepladsen vil Dronningen i karet blive eskorteret gennem byen af gardehusarer til Aarhus Rådhus, hvor Dronningen og hendes følge kan se frem til officiel modtagelse og hyldest på balkonen.
Om eftermiddagen vil den folkelige fejring fortsætte i Mindeparken, hvor Dronningen vil være midtpunkt for en række aktiviteter, hvor der vil være fri adgang for alle.
”Jeg glæder mig til at fejre Dronningen sammen med hele byen. Det bliver både festligt og folkeligt. Aarhus og Dronningen er tæt forbundet, og det er altid noget særligt når kongefamilien fejrer mærkedage i smilets by,” siger rådmand Rabih Azad-Ahmad.
Velkendte og nye sider af Aarhus
Den 6. juni fortsætter besøget, så Dronningen vil opleve både velkendte og nye sider af byen og dens mange bydele, inden der bliver afsejling fra Aarhus Havn om aftenen.
Aarhus Kommune gennemfører programmet for Dronningens sommertogt til Aarhus 5. og 6. juni med støtte fra Salling Fondene og Poul Due Jensens Fond. Det endelige program for Dronningens sommertogt ventes offentliggjort i maj.