Kvinden havde lige sat en veninde af, da hun fik sig noget af et chok på parkeringspladsen.
Fremmed mand forsøgte at bryde kvindes bildør op
En 59-årig kvinde fik sig natten til mandag kl. 01.37 en slem forskrækkelse, da hun sad i sin bil på en parkeringsplads ved Rosenhøj Allé i Viby efter at have sat en veninde af. Det fortæller Østjyllands Politi mandag i døgnrapporten.
Kvinden forklarede, at hun sad alene i bilen og talte i telefon, da en ukendt mand kom og sparkede på døren ved siden af førersiden, rev fat i håndtaget og forsøgte at åbne den og til sidst fik døren åbnet og bankede den frem mod kølerhjelmen.
Klædt helt i sort
Manden løb herefter fra stedet uden at sige noget. Politiet vil imidlertid fortsat gerne have fat i ham, så de kan få en snak med ham, der forhåbentligt kan klarlægge, hvad der skete natten til mandag.
Han beskrives som:
- 20-25 år
- 175 cm
- Kraftig kropsbygning
- Brun hud, mellemøstlig af udseende
- Sort hættetrøje, sorte bukser og sorte sko
Ved du noget? Østjyllands Politi hører gerne fra vidner til episoden eller andre med oplysninger om manden på tlf. 114.