Tirsdag ankommer Dronningen sejlende til byen

Dronningen ankommer med kongeskibet Dannebrog. Foto: Shutterstock

Hendes Majestæt Dronningen ankommer tirsdag 25. juni med Kongeskibet Dannebrog til Aarhus Havn, hvor der er officiel modtagelse. Herefter vil Majestæten tage sit traditionelle sommerophold på Marselisborg Slot.

Hvis man gerne vil se det smukke skib anløbe Aarhus Havn, så foregår det tirsdag 25. juni. Skibet forventes at ankomme til byen kl. 11: Det ligger til ved Havnepladsen på Aarhus Havn, som er pladsen mellem Navitas og Det gamle Toldkammer.

Dronningen vil herefter blive modtaget på kajen af 1. viceborgmester Camilla Fabricius fra Socialdemokratiet, der vil udbringe et nifoldigt leve.

På Havnepladsen vil Dronning Margrethe ligeledes hilse på andre repræsentanter for myndigheder i Aarhus. Der vil være faner fra soldaterforeninger samt fra Danmarkssamfundet.

Inden og under modtagelsen af Dronningen spiller Hjemmeværnets Musikkorps Aarhus, så der bliver festlig stemning.