Langt om længe: Tirsdag er hele Letbanen i fuld drift

Passagerer i Thorsager og Hessel kan godt begynde at glæde sig. Tirsdag kan de også hoppe på Letbanen. Foto: Midttrafik

Tirsdag er hele første etape af Letbanen i drift. Her får passagerer nemlig også mulighed for at stige af og på i både Thorsager og Hessel.

Fra 9. juli 2019 kan borgerne i Thorsager og Hessel tage Letbanen ud i sommerlandet. Aarhus Letbane har fået den nødvendige tilladelse fra Trafikstyrelsen til at medtage passagerer fra de to standsningssteder. Det fortæller Midttrafik i en pressemeddelelse. 

Interesserede kan se køreplanen på Midttrafiks hjemmeside. 

Borgerne i Thorsager og Hessel har siden Letbanens åbning mod Grenaa 30. april set langt efter Letbanen, når den har passeret standsningsstederne uden at stoppe. Nu har Aarhus Letbane fået tilladelse fra Trafikstyrelsen til at tage standsningsstederne i brug, og det bliver muligt at stige på Letbanen i Thorsager og Hessel fra tirsdag 9. juli. Med åbningen af de to standsningssteder er hele etape 1 af Letbanen nu i drift.

I hele juli måned kan man i øvrigt rejse en hel dag med Letbanen for 50 kr. og tage to børn med gratis, hvis man gerne vil prøve turen til Grenaa. Letbanebilletten kan købes i Midttrafik app.