Forårets forbrugsfest skal komme udsatte børn til gode - kendt skuespiller pakker gaver ind i en god sags tjeneste

Foto: Magasin / Red Barnet

Magasin sætter i maj fokus på landets udsatte børn igennem et samarbejde med Red Barnet. Stormagasinet rækker ud til aarhusianerne, som ved at give et bidrag til indsamlingen blandt andet kan få pakket sine gaver ind af skuespiller Christian Gade Bjerrum og deltage i lodtrækningen om et gavekort på 5000 kroner.

Sæsonens konfirmationer, studenterfester og bryllupper står for døren, og der langes i øjeblikket mange gaver over disken i Magasin.

Trods det store gaveræs oplever mange danske familier at have dårligt råd til hverdagen, og mange børn oplever af samme grund at føle sig uden for fællesskabet. I Magasin ønsker man at øge fokus på at hjælpe landets udsatte børn, og derfor har stormagasinet i samarbejde med Red Barnet løbende i maj en indsamling, hvor kundernes mange gavekøb kan gøre en forskel for de børn, som har mest brug for det:

"Som et gavehus er det også vigtigt for os at give til dem, der ikke har så meget. Derfor vil vi gerne bidrage til, at børn og unge i Danmark kan få hjælp. Red Barnet gør et helt fantastisk stykke arbejde for udsatte børn og unge i Danmark, og derfor håber vi, at vi får samlet en masse penge ind," siger Lise B. Thomsen, som er E-commerce & Marketingdirektør hos Magasin. 

Aarhusianerne kan i forbindelse med et gavekøb i Magasin støtte Red Barnets arbejde ved at donere et valgfrit beløb, der går til udsatte børn i Danmark. Udover at støtte Red Barnet deltager kunderne samtidig i lodtrækningen om et gavekort på 5.000 kroner til Magasin.

Kendt skuespiller pakker gaver ind

Den 19. maj er det ikke hvem som helst, der pakker aarhusianernes gaveindkøb fint ind. Mod en donation til Red Barnet på 25 kroner pakker skuespiller Christian Gade Bjerrum personligt kundernes gaver ind i tidsrummet 11.00-14.00. Christian Gade Bjerrum er er bl.a. kendt fra tv-serien Bedrag og filmen Steppeulven.

Øvrige kunder kan naturligvis også donere penge til Red Barnet. Det foregår for eksempel ved at sende en sms med et bidrag eller ved køb af en hjerteæske fra Magasin Chokolade eller en Simply Box Heart fra Simply Chocolate. 20 kroner af salget går ubeskåret til Red Barnet.