Badegæster hopper over hegnet ved den afspærrede letbaneovergang ved Rolighedsvej i Risskov – men det er livsfarligt at krydse sporene her. Benyt i stedet overgangen ved Badevej, blot 300 meter væk.
Høj sol og udsigt til en svalende tur i bølgerne får tilsyneladende nogle aarhusianere til at tabe hovedet i sommervarmen.
I hvert fald ved Rolighedsvej i Risskov, hvor den tidligere overgang p.t. er spærret for al færdsel. Det ser en del badegæster desværre stort på og springer over hegnet. De mest ivrige har også mere end solcreme og badetøj med i strandtasken: Flere gange er kraftige kæder og hængelåse blevet klippet op, og hegnet slået op på vid gab på begge sider af letbanesporet.
Resultatet er fri passage tværs over letbanesporet, hvor 50 tons tunge letbanetog kommer kørende med 75 km/t fire gange i timen.
Lydsvage og hurtige
Problemet for badegæsterne er, at Banedanmark har fjernet den tidligere gangbro, fordi der i stedet skal bygges en sikret overkørsel. Men det er ingen undskyldning for at sætte liv og lemmer på spil.
"Det er ikke kun ulovligt at blæse på alle sikkerhedsregler, men også forbundet med stor livsfare at agere på denne måde. Letbanetogene er næsten lydløse og passerer Rolighedsvej med høj hastighed. Det er derfor vi og Banedanmark afspærret overgangen. Vi må på det kraftigste advare mod at kravle over hegnet – og tager vi nogle i at ødelægge afspærringen, vil de omgående blive meldt til politiet. Sikkerhed har højeste prioritet for Aarhus Letbane," fastslår direktør Michael Borre i en pressemeddelelse.
Vil man ned på stranden ved Risskov Strandpark skal man i stedet bevæge sig 300 meter længere sydpå og benytte den autoriserede overgang ved Badevej. Her sørger forskudte bomme for, at folk stopper op, inden de passerer sporet.
Ny overkørsel på vej
Senere denne sommer nedlægges den nuværende overgang ved Rolighedsvej for at gøre plads til den nye letbanestation Risskov Strandpark. I stedet kommer der som nævnt en ny, sikret overkørsel 50 meter længere nordpå, hvor den gamle, nu fjernede gangbro befandt sig. Samtidig laves den nuværende overkørsel ved Badevej om til en sikret stiovergang.