En sen aften på et aarhusiansk kollegie blev de to tyskstuderende Peter Kolby og Mikkel Lassen enige om, at deres fælles interesse for Tyskland og tysk kultur skulle begejstre mange flere end bare dem selv og deres medstuderende, derfor startede de podcasten Deutschstunde, hvor både fagnørder og tyskinteresserede lyttere bliver klogere på Tyskland, som har meget mere at byde på end Ritter Sport og Rammstein.
Peter Kolby og Mikkel Lassen optræder meget professionelt og hjemmevant i lydstudiet i kælderen under Studenterhus Aarhus. Med computerskærme, høretelefoner og mixerpult foran sig er der fuld gang i en faglig ping pong forud for dagens optagelser til det 18. afsnit af podcasten Deutschstunde. Mikkel og Peter tager i dag hul på 3. sæson af deres podcast, som har Tyskland og tysk kultur som omdrejningspunkt.
To ildsjæle
Både Mikkel Lassen og Peter Kolby læser til dagligt tysk på Aarhus Universitet. De har derfor en stor faglig ballast med sig i rygsækken, når de træder ind i studiet. Interessen for Tyskland og mere eller mindre alt hvad der falder under tysk kultur, fik de allerede i folkeskolen takket være passionerede og motiverende lærere:
”Vi har begge haft dygtige lærere i folkeskolen. De var alle ekstremt engagerede og krydrede deres faglighed med en dybfølt passion for Tyskland, som var enormt smittende. Selv ikke en halvsløj lærer i gymnasiet kunne tage lysten fra mig. Jeg var slet ikke i tvivl om, at jeg skulle studere tysk på universitetet efter gymnasiet”, udtaler Peter begejstret.
Mikkel uddyber: ”Min interesse for tyskfaget opstod faktisk også gennem grammatikken. Det er nok lidt paradoksalt ved et sprogfag, at det netop er grammatikken, som tænder den indre ild. Men jeg kunne godt lide at bøje verber og få tingene til at stemme. Jeg vil faktisk betegne det lidt som et kald, at jeg skulle læse tysk”, smiler Mikkel.
Manglende erfaring er ingen hindring
Hverken Peter eller Mikkel havde lavet podcasts, før de startede Deutschstunde. Men det så de ikke som et større problem. De vidste, at det tekniske udstyr bare stod og ventede på dem i et lydstudie under Studenterhus Aarhus. Og man kommer rigtig langt, når både lysten og motivationen er tilstede:
”Jeg må tilstå, at det var svært i starten. Vi var begge meget nervøse, når vi gik i studiet. Vi havde et tætskrevet manuskript foran os, som vi holdt os meget stringent til. Sådan fungerer det ikke i dag. Nu laver vi et afsnit på baggrund af stikord. Det betyder bestemt ikke, at vi er uforberedte. Men vi har lært, hvor betydning god spørgeteknik har for kvaliteten på et afsnit”, siger Peter.
Mikkel stemmer i: ”Jeg var lidt slem til at mumle og tabe tråden i starten. Nu falder det mig meget naturligt at snakke med både Peter og vores gæster, mens jeg har høretelefoner på, og der samtidig er en masse ledninger omkring mig. Det er et spørgsmål om øvelse. Jeg hviler også mere i mig selv, når jeg taler med fagfolk og andre eksperter. Jeg er ikke helt så starstruck længere”, smiler Mikkel.
Flere lyttere og stigende ambitioner
Til Mikkels og Peters glæde har lytterantallet har været støt stigende, siden første afsnit af Deutschstunde for snart et år siden. De kan se, at der er stor forskel på, hvad der fangerne lytterne. Derfor er lytterne altid velkomne til at give input til, hvilke emner Deutschstunde skal tage op:
”Vi oplever, at samfundsrelaterede emner og problemstillinger optager mange af vores lyttere. Vores mest lyttede afsnit handler f.eks. om tysk i den danske gymnasieskole. Det havde 342 lytninger. Og antallet af afspilninger har rundet 1.845 siden første afsnit af Deutschstunde. Det er vi ret stolte af”, udtaler Peter.
Mikkel uddyber: ”Vi tilpasser også podcasten efter vores interesseområder. Peter er meget optaget af tysk samfundshistorie, mens jeg interesserer mig for tysk litteratur. Vi har haft eksperter inden for begge fagområder i studiet ad flere omgange. Det er enormt lærerigt for både os selv men vigtigst af alt vores mange lyttere. Senere på efteråret skal vi lave en podcast i København. Det skal lytterne allerede begynde at glæde sig til. Mere vil vi ikke afsløre lige nu. Den podcast bliver et eksempel på, at vi er meget ambitiøse med Deutschstunde”.
Du kan følge Deutschstunde på Facebook og lytte til podcasten på www.mixcloud.com