I slutningen af september kan du møde Danmarks mest berømmede - og berygtede - pressefotograf, Jan Grarup, når han holder foredrag i Paladsteltet.
Han er en mastodont indenfor dansk presse- og krigsfotografi, Jan Grarup. Fem gange har han vundet årets pressefoto, lige så mange gange er han blevet hædret som årets pressefotograf. Fire gange har han vundet førstepladser i kategorier i den mest prestigefyldte hædring af dem alle - World Press Photo of the Year.
I slutningen af september kan du møde den prisbelønnede fotograf, når han viser billeder fra sin fotobog And Then There Was Silence, som er baseret på mange års arbejde i verdens brændpunkter. Overskuddet fra foredraget går til Børneulykkesfonden.
Jan Grarups kamera viser krig, fattigdom, sult og en konfliktfyldt verden, men også en verden hvor håbet blomstrer på selv de mørkeste steder. I foredraget tager han tilhørerne med til frontlinjen i de sidste tre årtiers krige, konflikter og humanitære katastrofer og viser os desperationen, lidelsen og værdigheden, og gør det umuligt at lukke øjnene for tragedierne.
Jan Grarup illustrerer på forskellig vis krigens og katastrofens traumer – noget som han også selv har haft meget tæt inde på livet. Han har set rædsler i Tjetjenien, Afghanistan, Palæstina, Sierra Leone, Rwanda og mange andre steder, hvor krige og katastrofer har raset. Hvad er det, der driver ham til at udsætte sig selv for fare gang på gang?
Har selv betalt prisen
Som tilhører får man et indblik i, hvordan Jan Grarup har fotograferet, udvalgt og skabt æstetik i en bog, der viser nogle af de værste sider af menneskets natur, og som samtidig indeholder glimt af håb og nogle af de mest formidable menneskelige egenskaber som overlevelse, omsorg og kærlighed.
I foredraget vil Jan Grarup fortælle om sine billeder, tilblivelsen af bogen og hans personlige beretning om sit arbejde som fotograf. Foredraget bærer præg af hans hudløse ærlighed om den høje pris han har betalt for at dokumentere fra verdens skyggesider: Han har en fortid med misbrug, og han har fået konstateret posttraumatisk stress. Når man lytter til hans fortællinger, kan man ikke andet end at blive rørt. Jan Grarup beder ikke sit publikum om at vælge side i konflikterne, men blot at åbne øjnene for det man helst ikke vil se.
Foredraget finder sted i Paladsteltet ved Musikhusparken, Frederiks Allé 16, 8000 Aarhus den 22. september kl. 19.00. Det koster 175 kroner pr. person. Overskuddet går til Børneulykkesfondens arbejde. Billetter kan købes her.
På Facebook kan du finde flere oplysninger om foredraget i begivenheden her.