Når Tivoli Friheden inviterer til fest, sang og dans under bøgetræerne til sommerens Fed Fredag-koncerter, bliver det blandt andet med Noah, Rasmus Walter, Magtens Korridorer, Clara, Poul Krebs og Danser med Drenge på programmet. De seks navne er netop blevet tilføjet programmet.
Programmet til Fed Fredag 2019 er så småt ved at være på plads med tilføjelsen af Noah, Rasmus Walter, Magtens Korridorer, Clara, Poul Krebs og Danser med Drenge.
De kommer i selskab med D-A-D, Birthe Kjær, Fool og Alexander Oscar, Infernal, Skinz, Bro, Lars Lilholt Band, Marvelous Mosell, Aqua, Christopher, Dodo & the Dodos, Jacob Dinesen, Morten, Tina Dickow og Hugo Helmig, hvilket betyder, at 18 ud af i alt 21 koncerter nu er offentliggjort til sommerens store Fed Fredag-koncerter.
Rekord i 2018
Da Tivoli Friheden tændte for musikken til Fed Fredag-koncerterne i 2018, dansede og sang 169.000 glade, solbrændte gæster med, og satte dermed ny publikumsrekord for sommerkoncerterne. Det er nemlig 14.000 flere end i 2017, hvor 155.000 unge og ældre gæster var forbi forlystelsesparken til koncert.
Med de seks nye navne er der garanti for fællessang i Tivoli Friheden blandt både de ældste og de yngste gæster. Med hits som ”Sådan nogen som os” og ”Hvor længe vil du ydmyge dig” har Poul Krebs og Danser med Drenge leveret populære kærlighedssange til danskerne i flere årtier.
Også NOAH, Rasmus Walter og Magtens Korridorer har sat deres solide aftryk på dansk musik det sidste årti med hits som med sikkerhed vil vække begejstring foran Friluftscenen. Derudover bliver der også mulighed for at opleve det unge stjernefrø Clara, der debuterede i 2017 med singlen ”What they say”, når hun gæster Tivoli Friheden for første gang.