Falsk udlejer fuppede ung kvinde for 15.000 kroner: Nu advarer politiet andre boligsøgende

Det handler om at holde tungen lige i munden, når man navigerer gennem skærene på boligmarkedet. Foto: Shutterstock

En falsk udlejer var lige ved at slippe af sted med 15.000 fra en 20-årig kvinde, der dog nåede at få fupmageren meldt til politiet, som siden hen har anholdt ham.

Du skal se dig godt for og være kritisk, når du søger efter bolig. Særligt omkring studiestart udnytter nogle kriminelle de studerendes iver efter at finde en lejlighed. I sidste uge gik det ud over en 20-årig kvinde, der blev narret til at betale 15.000 kroner i indskud for en lejlighed i Aarhus.

Problemet var, at manden, hun gav pengene til, slet ikke er ejer af lejligheden, og at der reelt aldrig var udsigt til, at hun kunne leje den.

Den 20-årige lagde et opslag på Facebook, hvor hun søgte bolig i Aarhus. En mand kontaktede hende via Messenger og tilbød hende at leje en lejlighed, som han ejede. I sidste uge mødtes de så til en fremvisning i lejligheden. Efter en rundvisning forlangte manden at få indskuddet på de 15.000 kroner kontant med det samme, da han desværre tidligere var blevet snydt.

Svindler forsøgte sig med søforklaringer

Kvinden betalte, fik nøglen, og tog hjem til sig selv. Det nagede hende dog, at hun havde betalt indskuddet kontant, og i weekenden tog hun kontakt til udlejeren og bad om at se lejligheden igen. Det kunne uheldigvis ikke lade sig gøre, lød det fra udlejeren.

Hun tog ud til lejligheden alligevel. Her fandt hun ud af, at nøglen, hun havde fået, slet ikke passede i døren. Døren var dog ulåst og inde i lejligheden, fandt hun den 25-årige udlejer, som forsøgte sig med forskellige søforklaringer.

Fornuftigt nok ringede hun til politiet, og en patrulje kunne kort efter anholde manden, som indrømmede, at han havde snydt kvinden, og at det slet ikke var hans lejlighed, men en han selv havde lejet. Han blev derfor sigtet for bedrageri.

Det fortæller Østjyllands Politi i en nyhed på deres sociale medier. Samtidig kommer politiet også med en række gode råd til nye studerende og andre, der er ude og jage lejligheder. 

Politiets gode råd til boligsøgende: 

En god rettesnor er at følge disse gode råd. Foto: Østjyllands Politi