Bordtennis: 15-årigt storttalent fra Viby BTK skal med til EM

Sally Maribo fra Viby BTK skal til EM i Tjekkiet til sommer. En stor drøm for hende, men også noget hun har kæmpet hårdt for. Alle dage i ugen spiller hun bordtennis, og hendes familie hjælper til i kulissen for at få alle ender til at hænge sammen.

I bordtennisklubben Viby BTK spiller stortalentet 15-årige Sally Maribo, som lige er blevet udtaget EM, men selvom hun er en af de dygtigste spillere i landet, og har Team Danmark i ryggen, så skal turen til EM finansieres af hende selv. Vi har talt med Sally om, hvordan man får enderne til at nå sammen som professionel bordtennisspiller.

Startede i SFO’en

Sallys interesse for bordtennis startede lidt ved en tilfældighed. Hun spillede ’Rundt om bordet’ i sin SFO, og hun fandt det ret sjovt. Samtidig var hun god til det, og altid en af de sidste som stod tilbage. Så talentet for bordtennis kom hurtigt.

”Jeg kom hjem og spurgte min mor, om jeg kunne gå til bordtennis, og om det overhovedet var en rigtig sport,” fortæller Sally.

At bordtennis var en rigtig sport, fandt Sally hurtigt ud af. Hun startede i Grenå, og siden har hun stort set ikke sluppet battet.

Hele familien hjælper til

For at blive professionel bordtennisspiller, skal man lægge et kæmpe arbejde i det. Sally træner alle hverdage, og spiller turnering alle weekender. Så hele ugen går med bordtennis, og som om det ikke er nok, så har hun også en lang køretur fra Grenå til Viby der skal klares hver dag.

”Jeg træner jo hver dag, og jeg har en lang tur hver vej. Jeg tager afsted efter skole klokken 15 om eftermiddagen, og kommer hjem klokken 20 om aftenen. Og det er hver eneste dag, og så er der stævner i weekenden, hvor jeg kører frem og tilbage i hele landet,” forklarer Sally. 

Sally er dog kun 15 år, og kan endnu ikke selv køre, så her træder hendes forældre til, og bruger alle aftner i hallen i Viby. De skiftes, og den forælder der ikke kører er hjemme med Sallys tvillingebror. Det er sjældent, at hele familien er samlet. Sally vil mene, at det kun sker et par gange om året. 

EM er den store drøm

Sally har netop opnået sin største drøm – at være udtaget til EM er kæmpestort, og en sejr i sig selv for Sally. Så det store arbejde og de mange ture frem og tilbage fra Viby har båret frugt:

”Det er virkelig fedt. Jeg havde nærmest ikke troet, at det var muligt, at jeg kunne blive så god, at jeg kunne blive udtaget til EM. Det er det jeg har arbejdet hen mod, men jeg har ikke turde håbe på det. Det er jo svært, at få til at lykkes,” forklarer Sally.

Sally er spændt på stævnet og også en smule nervøs, men hun siger at det er normalt, for hun bliver også nervøs til de danske stævner. Fordi det altid gælder, og man skal præstere og vise, hvor god man er.

Sally er jo i forvejen vant til forholdsvis store turneringer. I næste uge skal hun fx spille DM-semifinale for hold med klubben Viby BTK.

Sallys interesse for bordtennis startede i skolefritidsordningen, i dag spiller hun i Viby BTK. Foto: Privatfoto

Alt er selvbetalt

Det er en stor ære for Sally, at DBTU har valgt, at udtage hende til EM. Rejsen er dog selvbetalt, selvom Sally er støttet af Team Danmark, og også deltager på det danske landshold. Det betyder dog ikke, at de støtter Sally økonomisk når hun skal til EM. Derfor skal hun selv betale for udgifter for både hende selv og hendes træner på rejser. Det Team Danmark støtter med er sportsfaciliteter, træningsrum og uddannelse, men ikke penge. 

”Den eneste støtte man kan få, er hvis man søger legater, og der er kun et par stykker inden for bordtennis, man kan søge, hvilket ikke er særligt meget, i forhold til de penge du bruger,” fortæller Sally.

Sally arbejder derfor på, at finde private sponsorer, og derudover har hun startet en indsamling på sponsorme. Indsamlingen går fremad, men der mangler stadig penge, så Sally kan komme til EM

Flytter til Aarhus

Næste år flytter Sally til Aarhus og så er der lavet en plan for, hvordan det hele skal finansieres. Det bliver på den måde også nemmere at komme til træning, og forældrene slipper for at køre frem og tilbage hver dag.

Du kan støtte Sallys vej til EM her. https://sponsor.me/SallyMaribo

Og følge Sallys klub Viby BTK her. https://www.facebook.com/vibybtk/