Holmes cykler er patienter i Daniels anderledes cykelbutik

I Prebens Cykelklinik i Holme kan man få sin cykel set efter i sømmene. Der er fokus på god kvalitet og ordentligt håndværk, når en cykel bliver indlagt på klinikken. Ejer Daniel Preben Nielsen kan få en brugt cykel til at skinne om kap med forårssolen.    

Daniel Preben Nielsen er manden bag Prebens Cykelklinik på Bjødstrupvej 6H i Holme. Den 24-årige ejer og cykelmekaniker er ærekær og dedikeret til sit håndværk. Ideen til sin cykelbutik fik han som lærling i Knuds Kiosk, hvor han lærte at se værdien i alle slags cykler. Også de brugte som havde stået i haven i al slags vejr:

”Jeg tager også cykler ind, som har set bedre dage. Ofte tager det også noget tid, før de fremstår fuldstændig som ny. Men det gør mig ikke spor. Når man går til mig, får man et ordentligt stykke håndværk. Jeg går ikke på kompromis, for jeg vil levere et kvalitetsprodukt til mine kunder. Så må det tage den tid, det tager”, lyder det fra Daniel. 

Den faglige stolthed og store passion lyser ud af øjnene på Daniel, når han først får gang i talestrømmen. Det er ikke til at tage fejl af, at han tager sit fag meget seriøst. Derfor undrer det ham også, at de store supermarkeder sælger deres cykler så billigt: ”De må gå på kompromis med ét eller andet. Det er ikke mig. Jeg vil ikke konkurrere på pris. Jeg er et alternativ til supermarkeder og de store cykelkæder”.

Et lille oprør mod ”brug og smid væk” kulturen

Som forbruger i dag er det nemt at kassere sine ting og smide dem på genbrugspladsen, når de går i stykker. Så behøver man ikke bruge sin tid på at undersøge, hvad en reparation ville koste. Og særligt ikke hvis man har pengene til at købe noget nyt. Den tankegang tiltaler ikke Daniel:

”Jeg har altid haft det svært med at høre på, at man altid bare kan smide sine ting til storskrald. Det er selvfølgelig rigtigt, at man kan det. Men der er altid ting på en cykel, man kan bruge, hvis man vil. Derfor siger jeg til folk, at de hellere skal give deres cykel til mig end til storskrald. Jeg kan altid bruge reservedele på mit værksted. Men det hænger nok også sammen med, at jeg er jyde”, griner Daniel.   

Gode venner og et stærkt netværk i Holme

Daniel åbnede Prebens Cykelklinik i februar. Før lå hans butik i Viby. Det var en nem beslutning at flytte butikken til Holme, da muligheden opstod. Daniel holder nemlig meget af Holme: ”Jeg kommer selv fra Holme og har gået i skole her. Det er dejligt at vende tilbage til rødderne og åbne en butik i et lokalområde, hvor jeg kender mange mennesker. Det er kun fedt, at jeg også kan sludre lidt med mine kunder, når de kommer forbi butikken og skal have ordnet cyklen. Jeg kan godt lide den personlige kontakt til mine kunder”, udtaler Daniel smilende.     

At iværksættere arbejder mange timer og støder på uforudsete arbejdsopgaver, kan Daniel kun nikke genkendende til. Derfor er det også vigtigt at have et godt netværk, når tingene spidser til, og det ikke længere er nok med bare to arme og to ben:

”Jeg har heldigvis mange gode venner og et stærkt netværk. Vi er gode til at hjælpe hinanden, når der er behov for det. Da jeg skulle lave mit nye show room, fik jeg hjælp til elektronikken af en kammerat. Det skal jo se ordentligt ud! Og min far giver også et nap med i værkstedet en gang imellem. Det hygger vi os meget med”, griner Daniel.