Med et samlet billetsalg på 117.000 billetter er sæson 2017/18 den salgsmæssigt bedste sæson i 14 år for Aarhus Teater.
Publikum valfarter til forestillingerne på Aarhus Teater. Sidste sæson solgte teatret 114.000 billetter, hvilket var rekordmange, men allerede på nuværende tidspunkt er rekorden slået. Med 117.000 solgte billetter, skal man hele 14 år tilbage før flere mennesker satte sig godt til rette i teatrets bløde stole.
De mest populære forestillinger i denne sæson har blandt andet været West Side Story, som 26.276 købte billet til. Narnia nåede næsten op på siden med 25.432 solgte billetter, og også Lyden af de skuldre vi står på, trak publikum til sig i tusindtal, lige knap 20.000.
Tilbage i 2003/2004 hvor der blev solgt endnu flere billetter, var det blandt andet Peter Pan, Macbeth og Be-Bop-A-Lula som fik folk til at indløse billet.
”Vi er ovenud glade for, at publikum i stigende grad besøger Aarhus Teater. Det bekræfter os i, at publikum finder vores repertoire spændende og relevant,” siger teaterdirektør Trine Holm Thomsen.
Begejstret direktør
Også teatrets øverste direktør, Allan Aagard, glæder sig over de mange solgte billetter, men er for så vidt ikke overrasket.
”Vi oplever i disse år, at danskerne bruger væsentligt flere penge på oplevelser – lige fra restaurantbesøg til ferierejser og forlystelser, herunder teater. Før finanskrisen var der fokus på materielle goder som ny bil, nyt køkken og badeværelse, men fra finanskrisen og frem er oplevelsesindustrien vokset, og jeg tror, at vi kan se Aarhus Teaters stigende besøgstal som et billede på denne overordnede tendens,” siger han.
Direktøren er dog bevidst om, at teatret ikke blot kan hvile på laurbærrene:
”Vores udfordring som teater er så at forblive attraktive for vores publikum, og derfor skal vi hele tiden gøre os umage – ikke blot på scenen, hvor vi ønsker at skubbe grænserne for, hvad scenekunst er og kan - men også i vores møde med publikum uden for scenen,” siger han og tilføjer:
”Publikum er kvalitetsbevidst og vil gerne betale for kvalitet. Det forpligter. Derfor har vi et kontinuerligt fokus på kundeoplevelsen, på service og de fysiske rammer, som vi inviterer vores publikum ind i. Vi er for eksempel i fuld gang med en omfattende ombygning af vores Store Scene, så Aarhus Teater fremstår som et af de teknisk mest moderne teaterhuse i Nordeuropa – til glæde for publikum. Og vi vil også styrke publikumsoplevelsen i flere af teatrets publikumsområder, for eksempel i Scala Foyer.”