Østjyllands Politi søger vidner i forbindelse med et skuddrab i Tilst torsdag aften.
Torsdag kl. 23.29 modtog Østjyllands Politi en anmeldelse om, at der var blevet affyret flere skud på en p-plads på Søhøjen i Tilst. Da politiet ankom til stedet, fandt man en 25-årig mand siddende livløs i en bil på parkeringspladsen. Manden var blevet ramt af flere skud, og betjentene påbegyndte livreddende førstehjælp, men den 25-årige mand blev kort tid efter erklæret død.
Politiet har arbejdet på gerningsstedet hele natten, og har også talt med flere vidner. De foreløbige undersøgelser tyder på, at der har været to biler på parkeringspladsen forud for skyderiet. Den ene var den Range Rover, som den dræbte sad i, og den anden kan have været en sort BMW, der knap et kvarter efter skyderiet blev fundet udbrændt på Hadstenvej 221 i Sabro.
”Vi vil meget gerne høre fra vidner, der kan have set eller hørt noget før, under eller efter skyderiet på Søhøjen i Tilst ved 23.30-tiden i aftes. Vi vil også meget gerne høre fra vidner, der kan have set en eller flere biler i området mellem Tilst og Sabro, hvor en sort BMW ca. kl. 23.40 blev brændt af,” siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.
Østjyllands Politi kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget konkret om, hvad der ligger til grund for skyderiet, men der er indikationer på, at der kan være tale om et opgør i det kriminelle miljø. Politiet har dog ikke lagt sig fast på et motiv, og drabet efterforskes derfor fortsat bredt.
Tryghedsskabende initiativer
På baggrund af aftenens skudepisode sætter Østjyllands Politi nu en række tryghedsskabende initiativer i værk. Blandt andet vil den mobile politistation være til stede omkring gerningsstedet på Søhøjen i Tilst, hvor betjente vil stå klar til at tale med beboerne i området.
”Vi kører til Tilst for at være synlige og skabe tryghed for beboerne i området, og vi vil gerne have, at man henvender sig vores betjente eller kontakter os telefonisk, hvis man har set eller hørt noget i relation til sagen,” siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.
Ud over den mobile politistation øger Østjyllands Politi også patruljeringen og synligheden henover weekenden.