Søndag aften udviklede en cykeltur sig dramatisk for en 58-årig kvinde. Nu er den ukendte gerningsmand efterlyst.
Søndag aften klokken 22.15 blev en 58-årig kvinde overfaldet af en ukendt mand, da hun kom cyklende på en sti vest for Lystrup Ifs klubhus.
Det fortæller Østjyllands Politi i døgnrapporten mandag, hvor de efterlyser den - indtil videre - ukendte gerningsmand.
Kvinden forklarede, at hun var cyklet forbi manden, da han pludselig havde grebet fast i hendes halstørklæde og havde trukket hende af cyklen. Hun væltede ned på græsset og lukkede øjnene
Lignede en pistol
Den chokerende hændelse var dog ikke slut der, da kvinden igen kiggede op, så hun, at manden pegede på hende med noget, der kunne ligne en pistol. Kvinden råbte højlydt om hjælp, hvilket fik manden til at løbe fra stedet.
Manden beskrives som:
- 18-20 år
- 185-190 cm høj
- Spinkel af kropsbygning
- Iført mørk hættetrøje, mørke bukser og maske
Området blev efterfølgende afsøgt med patruljer og hunde, men det lykkedes ikke at finde manden. Østjyllands Politi hører derfor gerne fra alle, der kan have set noget i området på tlf. 114.