Har du råd? Millionvilla stryger ind som Jyllands dyreste

Foto: LILIENHOFF

Marseliskvarteret i Aarhus, der ligger med vand, skov og by indenfor rækkevidde, huser mange store, markante liebhaverboliger.

Det er også her, at vi finder Jyllands allerdyreste hus til salg netop nu - en stor villa fra 1909 - som netop er kommet til salg.

Det skriver boligsitet Boliga.dk.

Huset - som liebhavermæglerkæden Lilienhoff i salgsmaterialet beskriver som en klassisk villa med karnapper og zinkbeklædte kviste udenfor og vægpaneler, marmorvindueskarme og sildebensparketgulve indenfor - er blevet gennemrenoveret og moderniseret de seneste år.

I dag står hjemmet med ni værelser fordelt på 182 kvadratmeter bolig, dertil 152 kvadratmeter erhverv på villaens første og anden. 

Det kan alt sammen blive dit, hvis du kan støve 30 millioner danske kroner op - det er nemlig det præcise beløb som Marselis-villaen netop er blevet udbudt til salg for.

Jyllands dyreste huse

Den svimlende udbudspris på den historiske villa i Aarhus placerer den solidt i spidsen, som Jyllands allerdyreste hus til salg i øjeblikket med 4,5 millioner kroner ned til det næstdyreste hus på listen, ifølge Boliga.dk.

Et stråtækt hus på en kæmpe grund ned til Julsø udenfor Silkeborg med en udbudspris på 25,5 millioner kroner, som gør det til den næstdyreste jyske villa til salg lige nu. 

Her får man 300 kvadratmeter bolig, svømmepøl og stald med i købet.

Tilbage i Aarhus - nærmere bestemt i Risskov nord for byen - ligger Jyllands tredje dyreste hus på en grund med udsigt til bugten. Huset tilhørte engang Thomas Helmig og hustruen Renée Toft Simonsen, indtil de solgte det tilbage i 2012. I dag er bindingsværksvillaen med 12 værelser til salg for 21,5 millioner kroner.

Landets allerdyreste hus ligger dog nord for København på Strandvejen i Vedbæk med udsigt til Øresund.  Rosenlund, som huset fra 1908 hedder, har 16 værelser og koster 75 millioner kroner. 

Se Jyllands dyreste hus her