Den 14-årige århusianske blogger, Karius von Knaldhatt Skousen har netop udgivet sin selvbiografi med den ærligt æggende tittel “Mig”.
I følge organet for den højeste oplysning, Dagbladet Politiken, er der tale om en tendens. Bladet har talt med Ole Sønnike, der holder til på forlaget Storyaplaus, som netop er aktuel med bogen ’Fååååååååååååårking gravid’ af en 28-årig TV-vært, han midlertidigt har glemt navnet på.
“Ingen gider at læse om mennesker, der er døde eller er tæt på.Tendensen har længe været, at stadigt yngre kendte får skrevet en biografi. I folketinget er det efterhånden temmeligt pinligt at gå rundt uden mindst en selvbiografi på samvittigheden," siger Sønnike.
"Jeg har livet for mig. Det er jo det, der er så spændende," siger Karius von Knaldhatt Skousen, som dog kan prale af at være uægte barnebarn af Uffe Elbæk foruden karrieren som blogger og YouTuber, hvor han fortæller om sin store passion for kunstige overskæg fra staten Perak i Malaysia – en interesse han deler med dusinvis af unge og et par ældre herrer fra Faxe.
I følge Sønnike er markedet uudtømmeligt.
"Vi har aldrig haft så mange unge TV-personligheder og politikere, der aldrig har prøvet noget. Og nu går vi endnu dybere i markedet med teenagere, der har om muligt mindre hovedstole. Det bliver stort!"