Søndag spiller AGF sæsonens første hjemmekamp, og det fejres med et spritnyt tiltag. Aarhus Walk er en begivenhed, hvor fans i samlet flok går fra Ingerslevs Boulevard til Ceres Park. Klokken 13 indtager Aarhus Walk det grønne område foran Sankt Lukas Kirken og efter lidt underholdning fortsætter festen forhåbentlig på banen.
Underholdningen starter allerede kl. 13, hvor Mille fra MGP underholder de mindste fans. Herefter underholder sangerinden Mia, der blev kendt og elsket fra X-factor i 2017. Underholdningen afsluttes af AGF-tilhængeren og rapperen, Jøden, der sammen med Kejser A og Ham-Den-Lange går på scenen klokken 14. Man kan også vælge at deltage i en AGF-andagt i Sankt Lukas Kirke klokken 13.30.
Den fælles gåtur mod Ceres Park starter klokken 14.30, og der håbes på mange deltagere, der vil farve gaderne hvide. Der opfordres nemlig til, at man møder op i hvidt, så synet af flere tusinde fans kan motivere byens hold.
Du kan også få fat i dit helt eget gratis AGF-flag, der uddeles til alle (så længe lager haves) inden afgang fra Ingerslevs Boulevard. Trafikken spærres af undervejs, og officials fra Aarhus Motion sørger for, at den smukke tur op af Stadion Allé kan tages i ro og mag. Bare nyd turen.
Aarhus24 ønsker alle en god kamp.