Officielt: Stage er fortid i AGF - Rekordhandel sender midtbanemotor til København

Jens Stage har fundet sig en ny arbejdsgiver. Foto: AGF

Jens Stage har spillet sin sidste kamp for AGF i denne ombæring, i fremtiden skal midtbanemotoren arbejde for FCK.

Det står klart efter midtbanespilleren med øjeblikkelig virkning skifter til FC København i en historisk stor aftale mellem to danske klubber.

"Det lå ikke i kortene, at vi skulle skille os af med Jens på nuværende tidspunkt. Men sådan er fodbold - nogen gange ændrer tingene sig hurtigt. Og da Stage selv har haft et brændende ønske om skiftet, så har vi efterkommet det, da vilkårene også blev tilfredsstillende for os - vi kan således konstatere, at det er en historisk stor aftale i dansk fodbold," siger sportschef i AGF, Peter Christiansen, der ønsker Jens Stage held og lykke med de nye udfordringer i en pressemeddelelse.

"Jens har været en god mand for os med sit fighterhjerte og sin arbejdsomhed, og vi kommer til at savne hans behagelig væsen på Fredensvang. Men når spilleren selv ønsker at prøve sig af i en anden klub, og vi samtidig får mulighed for en tilfredsstillende aftale, så er vi altså landet på, at vi nu sælger Jens til FC København, hvor vi ønsker ham held og lykke," siger Peter Christiansen.

Taknemmelig Stage siger farvel

"Jeg vil gerne sige tak til mine holdkammerater og alle andre, jeg har arbejdet sammen med i AGF, og ikke mindst sende en stor og varm tak til klubbens fans for opbakningen. De støtter en fantastisk klub, som jeg kommer til at savne, og det glæder mig meget, at jeg på denne måde kan give noget tilbage til AGF - selv om jeg nu rejser," siger Jens Stage.

AGF og FC København har aftalt ikke at offentligøre detaljer i handlen. Dog er det værd at notere, at AGF kalder handlen en "rekordhandel" på sin hjemmeside. 

Læs seneste bold nyheder på Fodboldspilleren.dk.