AGF-spilleren Mustapha Bundu er blevet testet positiv for coronavirus.
I aften klokken 18.00 tager AGF hul på en uhyre vigtig kamp, når de gæster FC Nordsjælland i sæsonens næstsidste kamp.
På turen til Farum er der dog ingen Mustapha Bundu i bussen. Han må i stedet sidde hjemme foran fjernsynet i Aarhus, hvor han skal blive de næste syv dage.
Mustapha Bundu er nemlig blevet testet positiv for coronavirus. Det fortæller AGF på klubbens hjemmeside.
“Efter tirsdagens test kom Bundus resultat ud som positiv. Han er symptomfri og vi følger nu de retningslinjer fra Divisionsforeningen for personer, der er testet positiv. Det betyder, at Bundu nu bliver hjemme i de kommende syv dage - tællende fra i går tirsdag, og han udgår derfor naturligvis fra dagens kamptrup, ligesom vi heller ikke kan råde over ham til weekendens kamp. Det er ærgerligt, at vi må undvære en spiller af den her kaliber i de kommende to kampe. Men vi følger naturligvis de givne retningslinjer og tager vare på situationen - blandt andet med yderligere test af hele gruppen,” lyder det fra sportschef Peter Christiansen.
Ingen andre AGF-spillere er blevet testet positive for coronavirussen, og de kan derfor frit rejse til Farum, for at deltage i aftenens opgør.