I weekenden kommer vejret i Danmark efter alt at dømme til at bide fra sig.
Hvis man - af en eller anden grund - har glædet sig til en mild weekend, hvor forårssolens første stråler vil titte igennem det grå skydække, så kan man godt allerede nu skifte gear. Det ser nemlig ud til, at den første weekend i vinterferien kan gå hen og blive en blæsende affære.
Det fortæller DMI i et varsel på deres hjemmeside, der især drejer sig om søndagsvejret.
Søndag ventes et meget dybt og omfattende lavtryk nemlig at passere lige nord for Skotland på en nordøstlig bane op mod Nordskandinavien. De tilhørende fronter med regn og kraftig blæst vil passere Danmark i løbet af søndagen og natten til mandag.
De seneste prognoser viser at vinden fra søndag morgen tiltager fra syd og sydvest. Fra søndag formiddag ventes middelvind op til stormende kuling fra sydsydvest ved Vestkysten, med vindstød af stormstyrke. I løbet af dagen breder den kraftige vind sig østpå til resten af landet, men det er endnu noget usikkert hvor kraftig vinden bliver. Men der forventes mange steder i landet vindstød af stormstyrke, ved Vestkysten og i det sydvestlige Jylland er det også stedvis risiko for vindstød af orkanstyrke.
Der er som sagt endnu lidt usikkerhed om hvor kraftig vinden bliver. Prognoserne kan derfor ændre sig til en decideret storm i middelvinden, især ved Vestkysten, men omvendt kan der også skrues noget ned for vinden. DMI fortæller dog, at deres prognoser relativt stabile, hvilket som hovedregel betyder, at de er til at stole på.
Usikkert præcis hvor stormen rammer
Det er også usikkert præcist hvilken dele af landet, der bliver hårdest ramt af den kraftige vind. I første omgang har vi grafisk kun angivet den vestligste del af landet som en risikozone, men dette område kan ændre sig når nye prognoser kommer.
I starten af næste uge kommer der også flere dage med kraftig blæst fra vest.Grundet den lange periode med blæst fra en vestlig retning er der yderligere risiko for, at der kan komme problemer med forhøjet vandstand, først ved Vestkysten og Vadehavet, men senere også i Limfjorden.
DMI opfordrer danskerne til at følge med. På deres hjemmeside skriver vejrtjenesten:
"De kommende dage opdaterer DMI løbende med bud på vejrudviklingen. Et decideret varsel kommer dog evt. først ud ca. 36 timer før."