Mens østjyderne har holdt sommerferie, har tilfældet været det samme for tyveknægtene. Antallet af anmeldte indbrud i Østjylland er faldet, hvor der især i Aarhus har været fremgang.
Sommeren 2018 har på mange måder været helt fantastisk. Ikke nok med at vi har haft varmegrader som aldrig før, så har der også været færre tyverier i Østjylland, end der var året før. Tendensen for tyverier i private hjem er siden 2015 faldet med hele 20 %, og i Aarhus har man i den grad mærket et fald i anmeldelser af private indbrud.
Tallene som Østjyllands Politi har udgivet i dag, stammer fra uge 27-32, hvor en stor del af danskerne holder ferie. Det er samtidig højsæson for tyveknægte, men antallet af indbrud bliver færre og færre.
216 anmeldte indbrud i Aarhus
Hvis vi tager et kig på 2015, så blev der i samme periode anmeldt 297 indbrud. I 2016 blev der anmeldt 255 indbrud og året efter var tallet faldet til 222. Den positive tendens er fortsat ind i 2018, hvor der fra uge 27-32 blev anmeldt 216 indbrud. Det er således et fald på 28 % i Aarhus fra 2015 til og med 2018.
I pressemeddelelsen fra Østjyllands Politi, fortæller vicepolitiinspektør Lennart Glerup, hvad de gør for at sænke antallet af indbrud.
"Vi arbejder målrettet og intensivt med at få antallet af indbrud bragt ned, særligt op til ferier, da vi ved, at sommeren og andre ferieperioder er højsæson. Vi arbejder analystisk for at kæde flere indbrud sammen, fx hvis vi genkender en fremgangsmåde fra tidligere, eller et signalementet på en mulig gerningsbil eller gerningsmand. Og så patruljerer vi løbende i de områder, som er særligt ramt, så vi forebygger at indbruddene sker igen," lyder det fra Lennart Glerup.
Ikke alle kommuner har færre indbrud
Det er dog ikke fryd og gammen i alle kommuner i Østjylland. Mens man i Aarhus og Randers har set en flot nedgang i antallet af indbrud i private hjem, så er fire kommuner gået den modsatte vej.
Syddjurs: 2017 = 21 - 2018 = 23
Norddjurs: 2017 = 13 - 2018 = 21
Favrskov: 2017 = 38 - 2018 = 47
Odder: 2017 = 8 - 2018 = 10
Samsø: 2017 = 0 - 2018 = 2
Blandt de overstående kommuner, er det dog kun Norddjurs og Odder kommune, der er gået frem i antallet af anmeldte indbrud siden 2015.