En ung mand kunne bare ikke holde sig ude af politiets søgelys.
En bilist blev mandag standset to gange inden for fem timer. Det skulle vise sig at blive en dyr omgang for den unge mand.
Det fortæller Østjyllands Politi i døgnrapporten tirsdag.
Mandag kl. 17.53 standsede en patrulje en bil på Viborgvej i Aarhus V, idet bilen ikke havde noget lys på. Betjentene kunne konstatere, at bilen lugtede kraftigt af hash, og den 21-årige mandlige fører blev derfor sigtet for narkobesiddelse.
Derudover blev bilen blev ransaget. Under ransagningen fandt betjentene flere små poser med hash og skunk, der blev beslaglagt. Manden blev desuden sigtet for manglede lygteføring.
Bliver dyrt
Senere samme aften, kl. 22.57, blev den samme mand taget i at køre for stærkt, da han på Paludan Müllers Vej i Aarhus N blev målt til at køre 73 km/t, hvor man må køre 50 km/t.
Da han samtidig ikke havde medbragt sit kørekort, og idet lyset på bilen stadig ikke virkede, fik han yderligere to sigtelser oveni.
Disse tre forhold koster ham en samlet bøde på 5000 kroner plus 500 kroner til offerfonden samt et klip i kørekortet, oplyser Østjyllands Politi.
Kaster brosten
Det var dog ikke kun i Aarhus, at der var problemer med at overholde lovens ord.
Mandag kl. 22.46 fik Østjyllands Politi nemlig en anmeldelse fra en borger, der havde hørt et brag og efterfølgende kunne konstatere, at der var smadret en butiksrude på Mariagervej i Randers C. Der blev sendt en patrulje til stedet, og betjentene kunne se, at der formentlig var kastet en brosten mod butiksruden, der var knust.
Stenen var dog ikke gået igennem ruden, men lå på fortovet et par meter derfra. Østjyllands Politi hører gerne fra eventuelle vidner, der kan have set personer eller biler på stedet kort før kl. 22.45 eller umiddelbart efter.
Politiet kan kontaktes på telefon 114, fortælles det.