Stjal smykker fra 96-årig: Tricktyv påstod hun var chef i Aarhus Kommune

Foto: Rigspolitiet

En tricktyv fuppede sig adgang til en 96-årig borgers hjem ved at påstå, at hun kom fra Aarhus Kommune.

En 96-årig kvinde blev tirsdag eftermiddag snydt af en eller flere tricktyve, der kom på besøg i hendes hjem på P.P. Ørums Gade i Aarhus C.

Ifølge den 96-årige stod der pludseligt en fremmed dame i hendes lejlighed. Den fremmede gæst fortalte, at hun var ny chef i kommunen, og at hun kom for at fortælle om nogle nye ydelser, som den 96-årige nu kunne få.

Den påståede kommunale chef gelejdede nu den 96-årige med ind i stuen og var meget ivrig undervejs for at holde den ældre kvinde derinde. Da den falske chef gik fra stedet, opdagede den 96-årige, at der var stjålet flere smykker fra hendes soveværelse. Sandsynligvis har der været en anden person inde i soveværelset, mens den 96-årige blev ophold i stuen. 

Østjyllands Politi skriver i deres døgnrapport, at de opfordrer til, at man forholder sig kritisk, hvis man får besøg fra en virksomhed eller en myndighed, som man ikke har en aftale med. Lav gerne et kontrolopkald og ring til politiet, hvis du har mistanke om, at personerne ikke har rent mel i posen.