Gerningsmanden kunne bare ikke holde sig væk.
En butikstyv fortrød onsdag, at han ikke kunne holde sig fra gerningsstedet. Det fortæller Østjyllands Politi i døgnrapporten torsdag.
Onsdag kl. 11.10 fik Østjyllands Politi en anmeldelse fra Matas på Ryesgade i Aarhus C, hvor en vagt havde tilbageholdt en butikstyv.
En ansat i butikken havde bemærket manden gå rundt i butikken og tage flere varer ned fra hylderne for derefter at gå ud af butikken uden at betale for noget. Medarbejderen tilkaldte derfor en vagt, der kort efter fik tilbageholdt manden og fulgte ham ind i butikkens baglokale, hvorfra der blev ringet efter politiet.
Da politiet ankom til stedet, blev den 25-årige mand sigtet for butikstyveri af diverse skønhedsprodukter til en samlet værdi af godt 15.000 kroner.
Det hele blev dog leveret tilbage til butikken. Medarbejderne genkendte den 25-årige mand fra en tidligere episode, hvor han også havde stjålet varer fra butikken.
Den 25-årige mand erkendte, at han den 11. februar havde stjålet varer for godt 21.000 kroner, og han blev derfor også sigtet for dette forhold.
Gang i hotelværelse
Onsdag formiddag måtte Østjyllands Politi også besøge et hotel i Aarhus C, fordi betjentene havde mistanke om, at et af hotellets værelser blev brugt til at sælge narkotika.
På værelset traf betjentene en 35-årig kvinde, der indledningsvis blev sigtet for narkobesiddelse og blev gjort bekendt med, at betjentene ville ransage værelset.
I den forbindelse blev der fundet heroin, hash, skunk, ulovlige piller og salgsposer, og kvinden blev derfor anholdt og sigtet for salg af narkotika, oplyser politiet i døgnrapporten torsdag.