Politiet advarer: Denne mail skal du ikke svare på

Torsdag advares der mod masseafpresning af danskerne. Foto: Kim Matthai Leland

Mange danskere modtager i disse dage en apresningsmail, som politiet nu advarer i mod.

En ny afpresningsmail er dukket op hos flere danskere. Faktisk er den dukket op i så mange indbakker, at politiet nu i en pressemeddelelse advarer mod mailen. Heri truer gerningsmanden modtageren med, at hvis de ikke betaler 7,960 britiske pund - svarende til 69.421,55 danske kroner - så vil han eller hun distribuere en kompromitterende video af modtageren. 

Politiet kalder selv sagen for "masseafpresning", så der er god grund til at tro, at mailen er nået vidt omkring. Beskeden - som er skrevet på dansk - slutter med en melding om, at pengene skal betales inden 48 timer via kryptovalutaen Bitcoins. 

Du kan se mailen her: 

Foto: Mit Digitale Selvforsvar / Rigspolitiet

Reagér ikke på mailen

Politiet har et klart råd til danskere, som åbner deres indbakke og finder trusselsmailen. 

"Vi anbefaler, at du ikke betaler og ikke besvarer mailen, da der er tale om masseafpresning. Det vil sige, at gerningsmanden forsøger at få dig og mange andre til at betale et beløb ved at true med en uønsket hændelse, i dette tilfælde deling af en kompromitterende video," skriver poltitiet i pressemeddelelsen. De pointerer dog også, at de ikke mener, at gerningsmanden har tænkt sig at putte handling bag sine ord: 

"Det er dog vores opfattelse og vores erfaring fra tidligere sager om masseafpresning, at gerningsmanden ikke har til hensigt at gennemføre den handling, han truer med, da han eksempelvis ikke er i besiddelse af videoen. Vi anbefaler derfor, at du ikke reagerer på mailen."