Opretter tre nye hotspots: Politiet slår igen mod corona

Foto: Østjyllands Politi

Nu indføres opholdsforbud endnu tre steder.

Østjyllands Politi opretter torsdag klokken 14.00 hotspots på strandene Den Permanente, Bellevue samt ved ”Den spanske trappe” på Immervad, hvor der er risiko for sammenstimlen af mennesker de kommende dage. Det fortalte politiet torsdag på et pressemøde, hvor myndighederne adresserer den aktuelle corona-situation i Aarhus. 

”Der er desværre sket en stigning af antallet af smittede i Aarhus, og når det gode sommervejr kommer, er vores forventning, at folk i højere grad vil samles på de populære steder i byen med risiko for at sprede smitten yderligere. Vi vil gerne være på forkant og allerede nu fortælle borgerne, at politiet har ekstra fokus på de her steder, og at vi har mulighed for at lave et opholdsforbud, hvis der er så mange forsamlet, at vi vurderer, det udgør en særlig smitterisiko, ” siger chefpolitiinspektør Klaus Arboe Rasmussen.

Vil være ekstra til stede

Ved de tre hotspots vil der være ekstra tilsyn, men Østjyllands Politi vil patruljere rundt i hele Aarhus og Østjylland og være til stede, hvor der er mange mennesker. 

”Vi er klar over, at der er en del andre steder i Aarhus, hvor der kan komme mange mennesker, og vi kommer til at følge udviklingen tæt. Vi har i første omgang valgt at fokusere på tre områder, hvor vi af erfaringsmæssigt ved, at folk kan komme til at være for tæt samlet.  Men vi er klar til hurtigt at oprette hotspots andre steder, hvis der bliver behov for det, ” siger Klaus Arboe Rasmussen. 

Der vil være skilte i de tre områder, der gør borgerne opmærksomme på, at de befinder sig på et udpeget hotspot.