”Mogens” besøger plejeboliger - tømte 91-årig kvindes pung

Foto: Rigspolitiet

 

To ældre kvinder på 90 og 91 år fik søndag eftermiddag uanmeldt besøg i deres plejeboliger på Anlægsvej i Ulstrup. En mand, der oplyste, at han hed Mogens, havde opsøgt kvinderne for at spørge, om de kunne veksle penge. Den 90-årige kvinde blev kontaktet af manden søndag mellem kl. 12 og 13, hvor han bad hende om at veksle en 500 kr. seddel, hvilket hun dog afslog. I stedet bad hun manden om at forlade stedet, hvilket han gjorde uden at få noget med sig.

Umiddelbart efter fik den 91-årige kvinde besøg af manden, der spurgte, om hun kunne veksle en 1000 kr. seddel. Dette afviste kvinden, og manden gik fra stedet. Først i løbet af mandagen gik det op for kvinden, at hendes pung var blevet tømt for kontanter. 

Kvinderne beskriver ”Mogens” som:

  • Dansk
  • 30-40 år
  • 180-185 cm høj
  • Almindelig af kropsbygning
  • Lys i huden og med lyst, kort hår
  • Var iført blåt joggingtøj
  • Talte dansk

Har man oplysninger om, hvem ”Mogens” kunne være, kan man kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.