En 43-årig kvinde er blevet varetægtsfængslet i fire uger. Søndag blev hun fundet sovende i et hus, hvor der netop havde været indbrud.
Østjyllands Politi fremstillede mandag kl. 8.45 en 43-årig kvinde i grundlovsforhør i Retten i Aarhus. En beboer på Bodøvej i Aarhus N kom søndag morgen kl. 9.00 hjem fra arbejde og opdagede, at nogen var brudt ind i huset, og flere skuffer og skabe var gennemrodet. På sofaen i stuen lå en fremmed kvinde og sov, og beboeren ringede derfor straks til politiet, som kort efter kunne vække kvinden og anholde hende.
Hun viste sig at være en god bekendt af politiet, som har flere domme for tyveri og lignende. Kvinden blev derfor fremstillet i grundlovsforhør, hvor hun blev varetægtsfængslet i fire uger. Hun kunne ikke huske noget fra episoden og kærede ikke kendelsen. Det fortæller Østjyllands Politi i deres døgnrapport.