En 20-årigs mobilvideo af politiet udløste kaskader af sigtelser mod ham og også en til hans mor
En 20-årig mand gjorde onsdag kl. 10.35 kraftigt opmærksom på sig selv, da han kørte forbi en patrulje, der stod på Silkeborgvej i Brabrand. Betjentene var i gang med noget andet arbejde, da de opdagede manden, som sad bag rattet i en bil og filmede dem med sin mobiltelefon, mens han langsomt kørte forbi. Det fortæller Østjyllands Politi i deres døgnrapport.
Patruljen kørte derfor efter manden og standsede ham på Møldrupvej. Her blev han sigtet for at bruge mobiltelefon under kørslen.
Da betjentene bad om at se den 20-åriges kørekort, måtte han erkende, at han ikke havde noget. Det fik patruljen til at kigge nærmere på bilen, og de fandt hurtigt fire poser kokain. Den 20-årige blev anholdt og en narkohund blev tilkaldt. Den snusede sig frem til yderligere seks poser med kokain gemt i bilen. Efter fundet besluttede politiet at ransage mandens lejlighed, og her fandt de salgsposer med skunk, vægte og en del tusinde kroner i kontanter. Alt sammen blev beslaglagt.
På stationen viste en test, at den 20-årige var påvirket af kokain, og derfor fik han, ud over sigtelser for narkosalg og besiddelse af narko, også en sigtelse for narkokørsel. Til sidst ringede politiet til den 20-åriges mor og sigtede hende for at have overladt sin bil til sin søn, selvom han ikke har kørekort.