To mænd har i løbet af de seneste dage fået domme for at været med til organiserede butikstyverier adskillige steder i Danmark.
Fredag blev en 42-årig mand i Retten i Aarhus idømt ubetinget fængsel i et år og ni måneder for en række butikstyverier i Randers, Aarhus og Horsens og for pengefalsk. Den 42-årige blev i juni i år anholdt i forbindelse med koordineret indsats fra Særlig Efterforskning Vest, der i længere tid havde efterforsket en række organiserede butikstyverier.
Ud over den 42-årige blev otte andre mænd anholdt og sigtet for over 100 butikstyverier begået forskellige steder i Jylland.
I forbindelse med anholdelserne og ransagningerne fandt betjentene 89 falske 500-euro-sedler i den 42-åriges bankboks. I retten blev han ud over tyverierne også dømt for pengefalsk ved at have anskaffet sig i alt 100 falske pengesedler, hvoraf han havde brugt de 11, inden politiet afslørede ham.
Den 42-årige, der er irakisk statsborger, fik oven i sin fængselsstraf også en advarsel om udvisning. Han er den første, der har fået dom i den omspændende sag.
Normal-tyv stjal barbergrej og make-up
I en anden sag om organiserede butikstyverier blev en 44-årig mand fra Rumænien fredag idømt fire måneders ubetinget fængsel og udvist af Danmark med et indrejseforbud på seks år. Den rumænske mand blev i Retten i Randers dømt for otte forskellige tyverier i Normal-butikker rundt om i Danmark. Blandt andet i Grenaa, Horsens, Kolding, Vordingborg og Albertslund.
Ved nogle af tyverierne benyttede den 44-årige en såkaldt ”russerpose” for at undgå alarmer i butikken. Han stjal og forsøgte at stjæle make-up og barbergrej, som samlet set nåede en værdi på 44.600 kroner.
”Der er i begge sager tale om professionelle, organiserede tyverier, som samlet har kostet danske butikker meget store beløb. Derfor er jeg selvfølgelig tilfreds med, at Særlig Efterforskning Vests efterforskning af omrejsende kriminelle har ført til ubetingede fængselsdomme og udvisninger ” siger anklager i Særlig Efterforskning Vest, Morten Rasmussen.
Den 42-årige erkendte tyverierne men nægtede pengefalsk. Han modtog dommen. Den 44-årige modtog dommen og blev varetægtsfængslet efterfølgende med henblik på udsendelse