En 49-årig mandlig fængselsbetjent er torsdag blevet idømt et års ubetinget fængsel, for mod betaling at have smuglet hash og telefoner ind til en indsat i Aarhus Arrest.
Den 49-årige mand er blevet dømt for i tre tilfælde i oktober og november sidste år, at have taget imod pakker og poser som blev smidt over muren til arresten, skriver Østjyllands Politi. Herefter afleverede han pakkerne til en 27-årig mand som sad fængslet i Arresten. Den fjerde gang, der blev kastet en pakke over muren, stod politiet klar og den 49-årige blev anholdt.
I Retten i Aarhus erkendte den 49-årige, at have modtaget penge af den indsatte, men forklarede at han havde følt sig truet til at gøre som den 27-årige indsatte bad om. Den forklaring havde dog ingen indflydelse på dommen.
“Det er helt essentielt, at man i et samfund kan stole på, at politi og fængselsansatte ikke lader sig bestikke af kriminelle. Derfor synes jeg, det er en vigtig dom, som sender et signal om at retten ser med stort alvor på den type kriminalitet”, siger specialanklager Dorthe Lysgaard.
Kilder førte politi på sporet
Det var kildeoplysninger, der førte Østjyllands Politi på sporet af den 49-årige. I december blev han taget på fersk gerning, da der var aftalt levering af en fjerde pakke, som ville blive kastet over muren.
Fængselsbetjenten havde sørget for at han var alene ved muren, på det aftalte tidspunkt - men denne gang stod politiet klar til at sætte ind under leveringen. Under en ransagning af fængselsbetjentens hjem, fandt politiet 37.000 kr. som blev beslaglagt - da det antagelsesvis er bestikkelsespenge.
Den 27-årige indsatte er også sigtet i sagen, ligesom en af de mænd som smed pakken over muren, er blevet sigtet.