Først fik hun stjålet sin telefon, så fik en 30-årig kvindes kæreste et groft opkald.
En kun 18-årig gerningsmand stjal en kvindes telefon og krævede en løsesum, som var lidt ud over det sædvanlige. Sådan skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten mandag.
Det sker som følge af, at en 30-årig kvinde kontaktede Østjyllands Politi klokken 20.30 søndag aften. Hun fortalte, at hun lige var kommet hjem fra arbejde, da hendes kæreste fik et opkald fra hendes telefon.
Hun vidste ikke at den var blevet stjålet, og var derfor noget overrasket.
Kræver penge og sex
I røret var en mand, som krævede, at hun skulle hæve 1000 kroner og give ham samt udøve seksuelle handlinger på ham for at få udleveret telefonen. I modsat fald ville han offentliggøre private billeder fra telefonen.
Den 30-årige kontaktede derfor politiet, og da hun skulle mødes med afpresseren for at overlevere pengene, fulgte to civile betjente med.
Betjentene fandt hurtigt en 18-årig mand, som stod med den 30-åriges telefon. Den 18-årige blev anholdt og sigtet for tyveri og afpresning.